LEJRE VANDSPORT HAR MANGE AKTIVITETER

Lejre VandSport er nutidens svar på en multisportsforening. Du får adgang til et væld af aktiviteter som har det til fælles at de foregår på vandet, i vandet eller ved vandet. Vi ønsker med de mange forskellige aktiviteter at favne en bred målgruppe og sikre aktivitet på tværs af aldersgrupper og ikke mindst muliggøre at mange kan være aktive samtidig. For de fleste aktiviteter gælder det, at klubben stiller udstyret til rådighed og at medlemmerne selv skaber aktiviteterne. I forhold til SUP afvikler vi dog af sikkerhedsmæssige årsager særlige introforløb og flere instruktører afvikler ugentlige træningsaktiviteter. For introforløb til SUP læs mere her.

Nedenfor kan du læse mere om de aktiviteter du finder i Lejre VandSport. Når du har meldt dig ind i foreningen får du mulighed for at tilmelde dig de forskellige aktiviteter.

Stand up paddle

Stand up padle surfing (SUP) er en sport med rødder tilbage fra den Hawaiianske surfkultur. Sporten er blevet en utrolig populær aktivitet i hele verden og også i Danmark. Det skyldes blandt andet at det er utrolig nemt at komme igang og alle kan være med. Sporten er utrolig alsidig da den kan dyrkes overalt; i havnemiljøer, langs stranden ved kysten, i bølger, på fladt vand eller sågar på brusende white water floder. SUP sporten kan foregå på flere niveauer, fra nybegynderen eller naturelskeren til raceudøveren eller den der vil udforske vind og bølger.
I Lejre VandSport har vi boards, våddragter, veste m.v. til fri afbenyttelse. Der er både noget for begynderen og den øvede. Du skal gennemgå et introforløb for at få adgang til SUP. Læs mere her.

Vinterbadning

Vinterbadning er blevet en utrolig populær aktivitet i hele Danmark. Flere og flere ynder at dyppe snuden i det iskolde vand efterfulgt af en behaglige tur i den varme sauna. Det er forfriskende og mentalt befriende, og så er det ren hygge og gode fælleskaber. Vinterbadeaktiviteter i Lejre VandSport foregår ved brug af foreningens mobile sauna og kan bruges af alle medlemmer. Aktiviteter vil være styret af medlemmerne selv med indlagte særlige vinterbade arrangementer. Vinterbadeaktiviteter i Lejre VandSport startes op i vinteren 2021/2022.

Åben vand svømning

Mange danskere har flyttet svømmetræningen ud i det fri. Det giver et ekstra element til svømmetræningen, men også et frirum til at være aktiv i naturen. Det er nemt og du kan få mange kilometer i armene. Lejre VandSport har særlige åben vand svømmedragter, sikkerhedsbøjer og svømmebriller til fri afbenyttelse. Aktiviteten er medlemsstyret og særlige aktiviteter slås op på klubbens interne Facebook gruppe og i Holdsport.

Undervandsjagt

Undervandsjagt, også kaldet UV-jagt, er kunsten at jage fisk med harpun på fiskens præmisser. Du er under vandet og uden iltflaske, bare én vejrtrækning. Du bevæger dig helt lydløst og frit i vandet og man kan blive ved så længe man har tid og lyst. UV-jagt er utrolig afslappende og man glemmer tid og sted og er kun tilstede her og nu. I Lejre VandSport har vi særlige UV-jagt dragter, harpun, finner m.v. til fri afbenyttelse. Som medlem skal du være opmærksom på at de alm. regler for fiskeri, fisketegn m.v. fortsat er gældende og medlemmets eget ansvar.

Sauna

Vores sauna er med til at støtte op om vinterbade aktiviteter, men kan i høj grad også være med til at forlænge sæsonen for de andre aktiviteter ved, på og i vandet. Derudover er en tur i sauna med udsigt udover fjorden eller blot i selskab med gode venner altid utrolig givende på den mentale front. Lejre VandSports mobile sauna kan tages i brug af alle medlemmer.

Surfing

At fange en bølge og surfe hele vejen ind til stranden kan få smilet frem på en hver person. Det er ikke muligt at bølgesurfe i Roskilde Fjord, men Lejre VandSport har surfudstyr, som du har mulighed for at tage med til Nordkysten, Stevns eller sågar den danske vestkyst for at prøve kræfter med bølgerne. Du skal kontakte bestyrelsen såfremt du ønsker at låne udstyret med på tur.

Fiskeri

I Roskilde Fjord finder du noget af Danmarks bedste kystfiskeri. Her kan du være heldig at fange gedder, aborrer, bækørred, havørred, hornfisk, makreller og mange andre fisk. På samme vis som UV-jagt giver en fisketur ro i sjælen og så snart du har smidt snøren ud kan du kun fokusere på om der er bid. I Lejre VandSport har vi fiskegrej, net m.v. som er frit tilgængeligt for alle medlemmer. Husk at du skal have fisketegn hvis du er mellem 18-67 år.

Dyre- og vandliv

I Roskilde Fjord findes omkring 30 små øer og holme som rummer et rigt plante- og dyreliv. Det er også tilfældet ved Herslev Strand. For de små og andre barnlige sjæle kan en vandkikkert, fiskenet m.v. skabe timevis af aktivitet ved vandet. I Lejre VandSport har vi kikkerter og fiskenet som kan tages i brug af foreningens medlemmer. Derudover har vi lavet et samarbejde med Nationalparken Skjoldungerne og har derfor forstørrelsesglas, undersøgelseskasser, bøger m.v. så du virkelig kan udforske din indre havbiolog.

Strandaktivitet

De helt gængse legeredskaber til strandaktiviteter vil være tilgængelig i Lejre VandSport. Herslev Strand rummer desuden andre støttefaciliteter såsom beachvolleybane, fodboldbane, legestativ m.v. og vi har derfor også diverse bolde, frisbees m.v. således strandaktiviteterne kan være en stor del af de daglige aktiviteter. Foreningen råder tillige over en stor gas-grill som kan bruges af medlemmerne til sociale arrangementer.