PROJEKTET ER STØTTET AF
SUP VIKINGS – AKTIV VED, PÅ OG I VANDET

Projektet ”SUP VIKINGS” er et 2-årigt udviklingsprojekt som skal give indbyggerne i Lejre Kommune og omegn mulighed for nye oplevelser, leg og fysisk samt rekreativ aktivitet ved, på og i vandet ved Roskilde Fjord – netop der hvor vikingerne for godt 1.000 år siden brugte vandet dagligt. Projektet er støttet af Nordea-fonden med 875.000 kr.

Formålet med projektet er at skabe muligheder for at børn, unge, voksne og ældre kan være fysisk aktive, danne engagerende fælleskaber og opleve glæden og begejstringen ved at dyrke aktiviteter i det blå rum.

I Danmark viser de seneste 15 års idrætsvaneundersøgelser at udendørs idrætter er i vækst. For første gang nogensinde så man i 2016 et dyk i deltagelsen i foreningsidrætten, som til dels kan tillægges en potentiel stagnering i de klassiske idrætter og en vækst i de mere selvorganiserede og ’frie’ idrætter som typisk dyrkes i naturen. I oktober 2017 dokumenterede en ny undersøgelse fra Friluftsrådet at 85% af danskerne tager ud i naturen mindst én gang om ugen i sommerhalvåret og heraf er over halvdelen i naturen én eller flere gange om ugen. Undersøgelsen viser også at 3 ud af 4 danskere oplever at friluftsliv i høj grad bidrager til deres livskvalitet og 80% oplever samme positive effekt på deres fysiske form og helbred.